Bare et kort ojeblik

 
CLAUS:
Vil du ikke starte, Gitte?
 
GITTE:
Jo… Som tidligere nævnt kæmper jeg med tvangstanker. Jeg er tvunget til at tænke på en bestemt person. 24 timer i døgnet. Det er frygteligt.
CLAUS:
Jeg har også tvangstanker.
GITTE:
Sludder. Måske har du noget andet, men i hvert fald ikke tvangstanker. Se, det er derfor det er så skrækkeligt at tænke på dig. Du er et fuldstændigt urealistisk menneske.
JØRGEN:
Jeg er rask. Det er derfor jeg er her. Og så for at give min støtte, selvfølgelig.
CLAUS:
Jeg drømmer om at slikke Gittes tæer og krybe ind under hendes øjenlåg når hun sover. Skulle det nu ikke være tvangstanker??
JØRGEN:
Det er på sin vis forfærdeligt ensomt ikke at fejle noget. Men jeg er selvfølgelig også taknemmelig. For at være normal. Det siger sig selv.
GITTE:
Jeg er besat af mine tvangstanker. De får mig til at kalde på Claus i søvne. Og hviske hans navn ind i alle postkasserne. De får mig til at tro på, at alt er perfekt, når jeg kysser ham. Men det er det ikke. Han er jo bare endnu en tilfældig mand. Og alligevel tvinger mine tanker mig til at tro det.
CLAUS:
Jeg er mindst lige så syg som dig.
GITTE:
Hahaha. Den eneste sygdom du har, er at være min sygdom. Bortset fra det er du ligegyldig. Når jeg først er blevet helbredt, så forsvinder du som luft. Som luft, siger jeg!
CLAUS:
Jeg er vild med dig. Selvom du kan være en møgkælling. Og alligevel skriver jeg digte om dig om natten. Jeg har alle mine venners ord for, at der er noget seriøst galt med mig.
JØRGEN:
Det er så ægte. Så levende. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det kan være svært at støtte andre, når man ikke selv kan føle noget. Ingenting føler jeg.
CLAUS:
Jeg drømmer om, hvordan dit hår leger i vinden. Og hvordan jeg har lyst til at røre ved det. Hele tiden.
GITTE:
Mine tvangstanker får mig til at begære Claus. De får mig til at ønske at have sex med ham. Og få børn med ham. Og havestakit og pensionsordning med ham. Hvis det ikke er sygt, så ved jeg ikke hvad det er.
CLAUS:
Selv den slags lort du lukker ud der, får mig til at ville have dig. Det er så fucked up.
JØRGEN:
Måske er det ensomste menneske i verden det menneske, som ikke har en smerte at dele med andre. Jeg er så velfungerende, at jeg ikke engang kan forestille mig, at fejle noget. Ingen familieproblemer. Ingen forvirrede øjeblikke. Ingen identitetsproblemer. Intet spejlbillede. Leve, arbejde og dø. Leve, arbejde og dø. Det er mit liv.
GITTE:
Jeg er tvunget til at længes. Jeg hader at længes. Jeg hader Claus, det ved jeg med min logiske sans, men mine tanker tvinger mig til at elske ham. Jeg vil så gerne være rask.
CLAUS:
Jeg overvejer nogen gange om jeg virkelig ønsker at blive rask. Jeg hader at elske dig, men på en måde elsker jeg det også.
GITTE:
Hvilket sygt menneske, ønsker sig at blive ved med at være syg!? Der er seriøst noget i vejen med dig!
CLAUS:
Det er jo for helvede også det jeg har prøvet at forklare dig!
JØRGEN:
Engang stødte jeg ind i en mand ved et lyskryds. ”Hvad er der galt med dig?”, spurgte han. ”Ingenting”, kunne jeg bare sige. Det føltes tomt. Som om jeg ikke eksisterede.
GITTE:
Hvis der ikke findes en kur, slår jeg mig selv ihjel. Mine tanker tvinger mig til at være forelsket i en anden end den jeg i virkeligheden elsker, og til at ønske mig et liv, som jeg ikke vil have!
CLAUS:
Hvordan tror du at jeg har det? Tror du det er sjovt for mig at være besat af dig? Hvis det ikke var for din mand, så kneppede jeg dig lige nu og her, midt på gulvet!
GITTE:
Bland Jørgen uden om dette her. Min sygdom har ikke noget med ham at gøre.
JØRGEN:
Der er ingenting i vejen med mig. Slet ingenting. Jeg er ingenting. Et fnug der falder i et uendeligt univers. Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele? Jeg ved det ikke.
CLAUS:
Vi må støtte os til hinanden. Hjælpe hinanden. Det skal nok gå det hele.
GITTE:
Men jeg er så træt… Hold om mig, Claus. Bare et kort øjeblik.
JØRGEN:
Måske burde man bare give slip. Lægge sig ned og sætte en pistol for tindingen.
 
 
GITTE:
Tak for i dag. Det var et godt møde!
JØRGEN:
Vi må hellere smutte, børnene venter derhjemme.
CLAUS:
Ja, jeg skal også skynde mig. Min kone har fødselsdag.
JØRGEN:
Nej, er det rigtigt? Tillykke!
CLAUS:
Tak. Vi skal ud og spise. Running sushi.
JØRGEN:
Det har jeg hørt om. Det må vi også prøve en dag, Gitte.
GITTE:
Ja, det kunne være spændende!
JØRGEN:
Hav en god aften, Claus.
CLAUS:
Jo tak, i lige måde! Vi ses i næste uge.
GITTE:
Vi ses!
 
 
Bare et kort øjeblik (pdf)
Indsparker: M (tekst), tilbagesparker: L (billede)
 
Reklamer

Evigt ejes det tabte

stregspillerevigtejesdettabte

 

Lugten af cigar, husker jeg.
Og stegte løg fra køkkenet mens radioen spillede og farmor nynnede. Anders And blade med gule kanter, nederst i det store skab på loftet. Det mørkerøde læder på kontorstolen og globussen på dit skrivebord. Urets tikken i de store rum, som bløde hjerteslag langs panelerne. Jorden er giftig hen over møblerne med røde kinder og feriesug i maven. Det husker jeg.
Farmor: Vil du have løgene ovenpå eller ved siden af?
Farfar: Jeg lovede jo, at jeg aldrig ville gå fra dig.
Farmor: Ved siden af så.
Du retter dig i din lænestol, så støvet forskrækket hvirvler ud i rummet, afsløret af lyset fra det høje vindue. Alt er hvidt og rent. Kun stolen har fået lov til at beholde de støvede rester af fortiden. Du har sovet. Dine rynker er bekymret samlet i din pande. Din hud er blevet for stor til dig.
Bogen du var ved at læse ligger på gulvet. Du kan ikke huske hvor du nåede til. Du var midt i Napoleons-krigene. Det samme kapitel som i går. Og i forgårs.
Jeg kan huske fugten i kælderen og toilettet med den hjemmehæklede toiletrulleskjuler. Lyserød. Bomuldsgarn og kvaster. Gulvet var hvinende koldt. Du hjalp mig med at børste tænder og bar mig op af trappen. Dynerne løftede sig som fnuglette vinger før de sænkede sig over min krop i sengen. Sådan måtte skyer føles. Farmors fløjlsstemme, der bar sære voksenord ind i drømmene. Bløde godnatkys.
Sommetider tror jeg hun er på vej ind i rummet, når jeg ser dit blik lyse op. Det forsvinder hurtigt igen. Sollyset driller. Du misser irriteret med øjnene. Lys er en personlig fornærmelse. Du savner de tykke gardiner der gør verden behageligt dunkel. Jeg vipper de grå institutionspersienner. Det hjælper lidt.
Farmor: Man skal ikke græde over spildt mælk.
Farfar: En mand er ikke en mand er ikke en mand er ikke en mand.
Farmor: Det er en livsbetingelse. Vi må få det bedste ud af det vi har.
Jeg kan ikke huske hvornår du forsvandt. Jeg opdagede først sent at du var væk. Måske vidste ingen det. I starten var du bare altid ude når vi kom. Havde travlt, forklarede farmor. Forretningsrejse. Hjalp naboen. Farmor virkede som hun plejede. Intet var forandret. Måske var jeg bare for lille. Måske var jeg vred på dig. Efter et år fortalte hun, at du var rejst til udlandet. Det var en midlertidigt ordning, sagde hun.
Jeg hjælper dig på toilettet. Det er ikke helt klart for mig, om du ved hvem jeg er. Mor kommer tit, selvfølgelig også far. Dem kender du, det er en lettelse for dig, kan jeg se. Jeg forvirrer dig med min voksenhed. Det er barnet du husker. Barnet har svigtet dig ved at at forsvinde ind i sin voksenkrop.
Dit hår er uglet. Det er mærkeligt at tænke på dig som ung, som du står på det indrammede bryllupsbillede, rank og flot. Farmor smiler. Stolt og lykkelig.
Farfar: Jeg vil svare på alt hvad du vil vide.
Farmor: Spis nu inden maden bliver kold.
Farfar: Du ved at jeg elsker dig.
Farmor: Vi elsker som vi elsker.
Jeg kan huske da du kom hjem igen. Da var der gået fem år. Ingen stillede spørgsmål. Du havde boet i Berlin, sagde farmor. Jeg var blevet teenager. Jeg synes du var blevet en fremmed. Jeg tror du syntes det samme om mig. Jeg forstod det ikke. Det var alt sammen ting som vi ikke talte om. Farmor lavede bøffer med bløde løg. Livet fortsatte.
Først mange år senere fik jeg at vide, at der var noget med en anden. En du havde boet med i Berlin. En mand. Hvordan det skete, at du valgte at rejse, aner jeg ikke. Ligesom jeg ikke ved, hvorfor du endte med at vende tilbage. Jeg ved at du elskede farmor. Men måske ikke på samme måde, som farmor elskede dig.
Du er færdig på toilettet, og jeg hjælper dig tilbage i stolen. Du ser gammel og fortabt ud. Jeg får lyst til at lægge et tæppe hen over dig. Jeg savner hende også, har jeg lyst til at sige. Men jeg siger ingenting. Du begyndte at glemme ting, allerede inden hun blev syg. Selv da hun var dårligst, var det stadig hende der tog sig af dig.
Jeg læser højt af avisen for dig, selvom jeg ikke ved, om du forstår noget af det. Jeg lister ud af stuen, mens du falder i søvn. Jeg sætter vand over til te. Der roder i køkkenet. Farmors forklæde hænger på knagen. Jeg tænder for radioen og tager forklædet på. Så begynder jeg at vaske op.
 
 
Evigt ejes det tabte (pdf)
Indsparker: L (billede), tilbagesparker: M (tekst)

 

Bloggen

 Bloggen
 
Mandag kl 11.45/Henning4you wrote:
Dette her bliver mit sidste indlæg. Jeg er i skrivende stund løbet tør for væske, og har kun en halv pakke gajoler tilbage i skrivebordsskuffen. Dette er det 8.742. indlæg jeg har skrevet på bloggen til dags dato. Jeg ved at det kommer som et chok og en sorg for mange jer, at jeg stopper. Jeg sender en tak til min trofaste læserskare. Uden jer, havde alt dette været meningsløst.
 
Mandag kl 11.49/Henning4you wrote:
Jeg fandt en halv pakke chokoladekiks og en brikjuice i en taske, som jeg havde glemt. Det giver mig nok et par timer mere. Måske et døgn. Det er æblejuice.
 
Mandag kl 12.14/Henning4you wrote:
Jeg vil gerne tilføje en sidste bemærkning. Abort er mord. Det mener jeg. At nogen kan få sig selv til at dræbe et lille ufødt liv på den måde, kan jeg hverken støtte eller acceptere. Jeg beklager, hvis nogen finder dette synspunkt provokerende eller kvindenedgørende. Men det min holdning.
 
Mandag kl. 13.45/Henning4you wrote:
Ilten er ved at være brugt op. Jeg oplever en let svimmelhed, udslet omkring ansigt og kønsdele, udtørrede slimhænder og en varierende grad af muskelsmerter.
 
Mandag kl 13.59/Henning4you wrote:
Jeg har 2 æsker stående i køleskabet. Den ene indeholder 10.000 kr. i kontanter. De er til Hanne og Poul. Hvis nogen af mine læsere senere vil blive kontaktet af politiet, vil jeg gerne understrege, at pengene er tjent på lovlig vis. Den anden æske indeholder en række blodprøver. De kan videregives til forskning.
 
Mandag kl 14.25//Henning4you wrote:
Louise, hvis du læser dette: Jeg synes, du er en egoistisk kælling. Det har jeg altid haft lyst til at sige til dig. Det var ikke i orden hvad du gjorde, og jeg har aldrig tilgivet dig. Hvis der sker noget med mig, kan du bebrejde dig selv.
 
Mandag kl. 14.28/Henning4you wrote:
Status på ilt: 4 procent. Jeg har bundet en tørresnor fast i loftet. Som plan b.
 
Mandag kl. 14.41/Henning4you wrote:
Jeg vil gerne knytte en kommentar til et af mine tidligere indlæg fra i år: Jeg vil gerne trække mine kommentarer tilbage omkring tv-programmet X-factor. Jeg kan i dag se, at jeg tog nogle ting personligt, som var en del af en højere sags tjeneste. Jeg beklager meget mine pinlige og usaglige kommentarer, særligt de som var rettet mod musikeren og mentoren Thomas Blachman. Min respekt for denne mand står uantastet tilbage efter oplevelsen, og jeg forstår nu, at de ting han sagde til mig i showet, i virkeligheden var et udtryk for respekt. Han respekterede mig med sin ærlighed. Denne mand er den mest intelligente person der nogensinde har været vist på dansk tv, og jeg mener, at han er det tætteste vi kommer på en moderne Messias.
 
Mandag kl 15.07/Henning4you wrote:
Udslet er forværret, særligt i ansigtet. Status på æblejuice: Intet tilbage. Status på chokoladekiks: 2 kiks tilbage. Jeg ved ikke, om jeg tør at spise dem uden væske. Jeg frygter, at de kun vil gøre tørsten værre.
 
Mandag kl. 15.33/Henning4you wrote:
Jeg har brugt de sidste kræfter på at rydde op. Af hensyn til dem, som finder mig. Jeg har redt sengen og sorteret min filmsamling. Jeg har lagt et lagen hen over bunken med vasketøj, som skjuler den nogenlunde. Jeg har også taget deodorant på. Mærket Axe black chill.
 
Mandag kl. 15.40/Henning4you wrote:
Jeg vil gerne anmode mine læsere om at lade skæbnen gå sin gang. Iltprocenten er nu nede på 2 procent. Jeg takker for jeres støtte og kærlighed. Uden jer, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort.
 
Mandag kl. 15.56/Henning4you wrote:
Jeg vil gerne kommentere et af mine nylige indlæg. Jeg skrev tidligere at de 10.000 kr. der ligger i en æske i mit køleskab, skulle gå til Hanne og Poul. Dette vil jeg gerne ændre. Med al respekt, har de lige købt ny bil, og jeg tror at pengene vil blive spildt på materialistiske genstande såsom tøj og elektronik. I stedet skal pengene gå til Thomas Blachman og hans musikalske projekt. Hvis de penge kan være med til at støtte hans mission for en bedre verden, vil jeg være meget stolt og glad.
 
Mandag kl. 16.02/Henning4you wrote:
Jeg har fået en sang på hjernen. Noget med anemoner. Jeg kan ikke huske titlen. Hvis nogen kan huske den, så send mig venligst en besked. Sms eller ring. Tlf: 24400426.
 
Mandag kl. 16.09/Henning4you wrote:
Jeg har nu spist de to sidste chokoladekiks. Det viser sig, at min vurdering var korrekt. Jeg føler en ubehagelig og klistrende tørhed i munden, og tørsten er forværret markant.
 
Mandag kl. 16.31/Henning4you wrote:
Det kan ikke vare længe nu. Iltprocenten er nede på 1. Jeg har redt mit hår, og vil snart skifte tøj. Jeg fortryder at jeg aflyste min tid hos frisøren i fredags. Jeg har ikke andre ting jeg fortryder i mit liv. Jeg har haft mange store oplevelser, synes jeg. Turen til Bornholm. Udgivelsen af bloggen. Min medvirken i X-factor. Og mødt mange spændende og interessante mennesker. Særligt jer, mine læsere, har beriget mit liv på mange måder. Det vil jeg gerne takke jer for.
 
Mandag kl. 16.45/Henning4you wrote:
Dette bliver det sidste indlæg. Jeg har svært ved at trække vejret. Om lidt vil jeg slukke for computeren og lægge mig over i sengen.
 
Mandag kl. 17.01/Henning4you wrote:
Mine notesbøger ligger i en konvolut på skrivebordet. De er ordnet efter dato med farvekodning efter emne. Særligt blå og grøn kan have stor betydning for fremtiden. Jeg vil gerne bede rette vedkommende om at viderebringe dem til Thomas Blachman.
 
Mandag kl. 18.56/Henning4you wrote:
Louise, hvis du læser dette: Jeg vil gerne frabede mig at du deltager i begravelsen.
 
Mandag kl. 19.43/Henning4you wrote:
Tak og godnat til alle derude. Livet er ikke altid nemt, men smukt på trods af de hårde tider. Det har været en fornøjelse. Jeg håber at mine læsere fortsat vil diskutere og fundere over de tanker jeg har sendt ud her på bloggen. Tak og godnat til jer alle.  
 
 
 

 Bloggen (pdf)

Indsparker: M (tekst), tilbagesparker: L (billede)

Armhule med havudsigt

luluediøjenvippe
Jeg drømte om dig i lang tid. Og så genkendte jeg dig ikke engang, da jeg endelig så dig. Du var kantet, syntes jeg. Lang og knoglet. Sådan tænkte jeg. Alligevel var jeg fascineret. Din mund var stram og tynd, dine læber sitrede sært. Jeg kunne ikke holde op med at stirre på de læber.
Du så ud til at kede dig. Kedelig, tænkte jeg. Kedelige mennesker keder sig. Det irriterede mig. Arrogant. Det syntes jeg du var. Gjorde ikke nogen indsats. Lagde ikke medfølende hovedet på skrå, da Mille fortalte om sin kat, der var død. Det gør man. Jeg synes da også det er ynkeligt. At man kan blive så vrælende ulykkelig over at miste en kat. Og så havde hun kaldt den Misse. Misse og Mille. Det lyder ynkeligt. Det lyder som noget fra en landsby. Eller værre. Fra en forstad. Men jeg lagde hovedet på skrå. Fordi det betyder noget for Mille. Fordi det gør man. Du forsøgte ikke engang at fake medfølelse. Du stirrede bare på hende, og vendte dig om. Kedeligt tøj. Grå bluse. Nusset habitjakke. Halvlangt hår. Ingen makeup. Ikke noget særligt.
 
Senere så jeg dig stå og tale med Ann ude i haven. Du havde spildt rødvin eller et eller andet på trøjen. Ann sagde noget og du lo. Eller lo ikke. Ikke som andre. Det var et skævt smil med en kort vejrtrækning. Det irriterede mig. Det irriterede mig, at Ann sagde noget, som kunne få dig til at le. Jeg stod langt væk. Til højre for grillen. Jeg flirtede med Michael, der vendte bøfferne. Han havde et forklæde på, hvor der stod ”Hold fingrene fra fars bøffer”. Jeg havde en gul kjole på. Den var ny. Jeg så godt ud. Jeg kunne se det i de andres blikke. Felix stirrede på mine bryster. Henkastet, men tydeligt nok. Beundringen. I deres blikke. Jeg snakkede med alle. Ikke som dig. Du holdt dig i udkanten af haven. Stod der med din smøg og et løftet øjenbryn og stirrede ud mod horisonten. Arrogant. Kedelig. Præcis som jeg sagde. Kiggede ikke på mig en eneste gang.
Jeg gik hen til Sofia.  
 
Mig: Sikke-en-skøn-fest-Sofia-skat-det-er-da-helt-utroligt-som-folk-hygger-sig-hvor-er-det-godt-at-se-at-Michael-er-på-benene-igen-efter-den-omgangssyge-hvor-ser-det-lækkert-ud-det-må-da-have-taget-hundrede-år-at-lave-den-kage!
Sofia: Hvor-er-du-da-en-skat-håber-du-hygger-nej-den-rørte-jeg-da-sammen-på-en-halv-time-det-er-en-fantastisk-opskrift-du-kan-få-den-hvis-du-vil-jeg-har-den-på-computeren-jeg-kan-bare-sende-den-til-dig-på-mail-har-du-hørt-at-Milles-kat-blev-kørt-over-er-det-ikke-synd?
Mig: Jo-det-er-rigtig-synd-jeg-ved-at-hun-var-meget-knyttet-til-den-du-må-da-gerne-sende-mig-den-men-jeg-udelader-nok-rosinerne-hvem-er-det?
Sofia: Nå-hende-det-er-Michaels-kusine-jeg-kender-hende-ikke-rigtig-sær-type-har-du-smagt-rødbedesalaten-det-er-kirstine-der-har-lavet-den-hun-er-sådan-en-skat-hvordan-går-det-på-arbejdet. 
 
Senere blev det skumring. De tændte røde havelys. Det blæste. Det var for koldt til at blive ude uden trøje på. Jeg blev stående i min gule kjole. Diskret uimodståelig. Trøjen ville ødelægge det. Jeg kiggede mig omkring. Du var forsvundet. Det irriterede mig. Tænk hvis alle opførte sig sådan til en fest. Jeg havde været opmærksom. Jeg havde lyttet til Katrine, som lige var blevet skilt. Jeg havde været indfølende og klappet hende på hånden. Dumt af hende at tage til fest. Hun blev alt for fuld og pinlig. Græd og råbte. Prøvede at kysse Michael.
Til sidst blev det for koldt. Jeg gik ind efter trøjen. Ind gennem køkkenet til stuen, hvor min taske lå. Lyset skinnede svagt. Jeg fik et chok, da jeg fik øje på dig i halvmørket. Du stod ved vinduet. 
 
– Hvorfor står du her i mørket? 
 
Så skete det. Du kiggede på mig. Et skråt blik. Jeg kunne kun se dit ene øje. Der var mindst 1000 isblå skovsøer derinde. Jeg var i chok. Du så igennem min foundation og mine grimmeste øjeblikke fra barndommen og alt mit pæne pis og alt det som jeg troede jeg vidste. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Jeg anede et spinkelt bryst bag dine tynde, grå lag. Brystvorten strittede imod mig som en anarkistisk frihedskæmper i mørket. 
 
– Jeg ventede på at du kom ind.
 
Du satte albuen mod ruden. En hånd igennem håret. Du smilede skævt. Og der. Lige der åbnede en ny verden sig for mig. Jeg kunne se den lyse i din armhule. En utænkelig verden for to skridt og en evighed siden. Sær. Virkelig. Vidunderlig. Sindssygt skræmmende. En duft af dine trusser. En lejlighed i en fremmed by. Jeg rystede. Jeg ville vende mig væk. I stedet gik jeg tættere på. Stirrede fascineret ind i lyset. Et hjem. Bløde rum. Møbler jeg ikke kunne genkende, men som alligevel føltes som mine. Min mors lerskål på bordet. Latter i vindueskarmen. Sokker til tørre på radiatoren. Knust glas på gulvet. Kradsemærker i køleskabet. Madrester i potteplanterne. Musik ud af bruseren. Dig. Elskede. En eksplosion i min verden. Og havudsigt.
 
Sådan var det. Sådan var det den første gang. Og du kyssede mig i mørket og intet var mere som før.
 
 
Armhule med havudsigt (pdf)

Indsparker: L (billede), tilbagesparker: M (tekst)

 

Tilgivelse

 
Far:
Kaffe?
 
Søn:
Nej….
Jo. Bare en lille kop.
 
Far:
Sæt dig ned.
(Far tænder en pibe. Hælder kaffen op. Lytter.)
 
Søn:
Jeg savner hende.
 
Far:
Det ved jeg.
 
Søn:
Det er som et sort hul indeni mig.
 
Far:
Drik din kaffe.
 
Søn:
Jeg kan huske hendes duft. Jeg tænker nogen gange på…
 
Far:
Du tænker for meget, min dreng. Man kan ikke ændre på fortiden. Sket er sket.
(Far mener det.)
 
Søn:
Hvis vi bare havde… Hvis jeg…
 
Far:
Livet går videre.
 
Søn:
Det passer ikke. Livet går nemlig ikke videre. Det stoppede den aften. Det blev aldrig morgen igen, det er en evig nat, der bliver ved og ved. Et skrattende loop, der kører nonstop inde i hovedet på mig.
 
Far:
Det tager bare tid. Tiden læger alle sår. Du må give slip. Og glemme.
(Far ved, hvad han snakker om.)
 
Søn:
Jeg kan ikke glemme. Det ændrede alt. Der vil altid være et før og et efter.
 
Far:
Du må lære at tilgive. Det er en af de største udfordringer i livet. At tilgive andre. Og sig selv.
(Far sidder på et støvet fotografi. Han smiler ungdomsforelsket til kameraet og mor, som står bag det.)
 
Søn:
Hvordan? Hvordan tilgiver man, far?
 
Far:
Man giver slip. Man sætter sin lid til, at der er en mening med alting. Og at mennesker gør deres bedste, trods alle deres forfærdelige fejltagelser. Man accepterer, at man ikke er perfekt. Og at andre heller ikke er det.
(Far ved alting. Far er den klogeste i verden.) 
 
Søn:
Men jeg har ikke lyst til at tilgive. At give slip. For hvis jeg gør det, er det ligesom at sige, at det var okay, Og det var ikke okay.
 
Far:
Det ved jeg godt. Men hvad får du ud af, at holde fast i din vrede?
(Far er bekymret. Det kan man mærke.)
 
Søn:
Vreden er alt, hvad jeg har tilbage. Det er det fundament, jeg har bygget min verden på. Hvis jeg slipper den, har jeg ikke noget tilbage at tro på længere. Det er vreden, der giver mig styrke til at blive ved med at stå oprejst. Det er vreden, der hjælper mig med at skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert.
 
Far:
Det må du ikke gøre, søn. Du må ikke lade det, der er sket, ødelægge resten af dit liv.
(Far suger i sin pibe, mens røgen siver ud af et hul i hans kind.)
 
Søn:
Jeg har mistet evnen til at elske andre. Jeg kan ikke finde ud af at stole på nogen. Jeg smiler, men jeg mener det ikke. Jeg lever, men jeg mener det ikke.
 
Far:
Smerte gør os til stærkere og klogere mennesker. Vi må tage det, livet byder os, med oprejst pande.
(Far er en stolt mand. Han står ved sine principper.)
 
Søn:
Jeg kan ikke forstå mig selv længere. Jeg gør ting, jeg ikke vil gøre. Jeg sårer andre. Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare det. At jeg vil svigte.
 
Far:
Du er en stærk og god dreng. Du skal nok klare dig.
(Far står på et billede fra hospitalet. Holder om mor, der har lige født. Lykkelige og stolte.)
 
Søn:
Jeg er selv far nu. Jeg har en søn. Han er så lille. Jeg har lyst til at beskytte ham.
 
Far:
Jeg er sikker på, at du er en fantastisk far.
 
Søn:
Jeg forstår ikke, hvordan kunne jeg betyde så lidt?
 
Far:
Det havde ikke noget med dig at gøre.
 
Søn:
Selvfølgelig havde det noget med mig at gøre.
 
Far:
Man kan ikke ændre fortiden. Sket er sket. Du må finde en måde at lære at leve med det på.
(Far vil helst ikke snakke mere. Han er træt nu, kan man mærke.)
 
Søn:
Men jeg har brug for svar. Jeg har brug for at forstå.
 
Far:
Du leder efter svar, der ikke findes.
 
Søn:
Hvorfor? Hvorfor gjorde du det, far?
 
Far:
Jeg er træt.
 
Søn:
Prøv.
 
Far:
Jeg kunne ikke leve uden hende.
(Far har slukket piben nu. Han ser mindre ud end før. Utydelig) 
 
Søn:
Men hvad med mig? Tænkte du slet ikke på, at jeg skulle leve uden jer begge to?
 
Far:
Jo. Men jeg kunne ikke leve uden hende.
 
Søn:
Jeg har lyst til at skrige nogen gange. Dit egoistiske røvhul, har jeg lyst til at skrige. Du smiler på alle dine billeder. Jeg elskede dig så højt. Hvordan tror du det var for mig? En knægt med en syg mor, og en far, der ikke kunne se andet end sin egen sorg. Jeg havde brug for dig.
 
Far:
Jeg kunne ikke.
 
Søn:
Du prøvede ikke.
 
Far:
Jeg prøvede.
 
Søn:
Du elskede mig ikke.
 
Far:
Selvfølgelig gjorde jeg det.
 
Søn:
Det var mig, der fandt dig. Vidste du godt det?
 
Far:
Nej, det vidste jeg ikke.
(Far græder. Det bløder ud af hullet i hans kind.)
 
Søn:
Mor bad mig om at passe på dig. Det sagde hun. Lige inden hun døde.
 
Far:
Det er sent, min dreng. Jeg må gå nu.
(Far rejser sig fra stolen.)
 
Søn:
Hør nu efter! Man kan ikke ændre fortiden, men fortiden har ændret mig. Det du gjorde ændrede mig, og jeg kan ikke tilgive dig. Og du er her ikke til at slå på. Du er her ikke til at tilgive.
 
Far:
Du gentager dig selv. Dette her fører ingen vegne. Sket er sket, min dreng.
(Far forsvinder. Han er støv i stuen. Klokken slår. Far står med mor på bryllupsbilledet. Hun rækker hånden ud. De smiler til hinanden. Verdens lykkeligste mand.)
 
Søn:
Det skulle ikke være sket… Kom tilbage… Jeg ved godt, at jeg lovede… Hvis bare vi havde… Jeg burde… Jeg er så ked af det, far…
 
 

Tilgivelse (pdf)

Indsparker: M (tekst), tilbagesparker: L (billede)

Mitt Romney for president

Candy:
   It begins. Beautyful dag. 
Bobo:
   Grown. Our little Muffe. Raised him good.
Candy:
   Proud. War. True. Love. (laughs)
Flores-mennesket, Homo floresiensis, mennesketype fundet på den indonesiske ø Flores. Fossilerne af de blot 1 m høje individer er fundet i hulen Liang Bua og dateret til at være 38000-12000 år gamle. Sammen med skeletterne er fundet stenredskaber, hvis udbredelse i jordlagene tyder på, at Flores-mennesket levede i området for mindst 100.000 år siden. Sammen med både stenredskaber og skeletdele er fundet spor af ildsteder og fossiler af byttedyr som fx uddøde dværgelefanter (fortrinsvis unger) og kæmperotter samt komodovaraner. Det første fund fra 2003 omfattede bl.a. et kranium med vigende hage og tænder som hos nutidsmennesket med en hjerne på blot 400 cm3, ca. en tredjedel af nutidsmenneskets.
Candy:
   We win. You think they knows it is masks?
Bobo:
   Don’t ask, don’t tell. War. Whore. You mask of plastic.
Candy:
   (Laughs) You funny. True. Bastard. What you self.
Bobo:
   Evil mask. Like polittaktik. Raised ham good.
Vultures. In 1998 two male Griffon vultures named Dashik and Yehuda, at the Jerusalem Biblical Zoo, engaged in “open and energetic sex” and built a nest. The keepers provided the couple with an artificial egg, which the two parents took turns incubating; and 45 days later, the zoo replaced the egg with a baby vulture. The two male vultures raised the chick together.
Two homosexual male vultures at the Allwetter Zoo in Muenster built a nest together, although they were picked on and often had their nest materials stolen by other vultures. They were eventually separated to try to promote breeding by placing one of them with a female vulture.
Cancy:
   Littleboybignow. Happy face. Family.
Bobo:
   All plastic. All show.
Candy:
   Very much so. Show, don’t tell.
Bobo:
   Look him rising. Knows all smart moves.
Candy:
   De usual trick’n’threats?
Bobo:
   No. He far more destinguished. Familymiskmask. Raised him good.
Kastning: veterinær betegnelse for abort, dvs. fosterdød og udstødelse af fosteret efter afslutningen af den embryonale periode. I den embryonale periode, hvis længde er forskellig fra art til art, sker langt det største tab af befrugtede æg og meget tidlige fosterstadier (35-40%), mens kastningsprocenten er relativt lille, kun ca. 5%.
Kastning kan finde sted på et hvilket som helst tidspunkt i drægtigheden. Optræder aborten i det første trimester, sker det som regel ved resorption, dvs. en opløsning og opsugning af foster og fosterhinder i livmoderen. I andet og tredje trimester er fostrene sædvanligvis for store til at blive resorberet, og såfremt de ikke kastes, vil de undergå enten en mumificering eller en maceration. Mumificerede fostre, også kaldet stenfostre, ligner vitterlig mumier med indtørret, sort hudoverflade indsmurt i en begagtig masse. Moderdyret er sædvanligvis helt upåvirket, og det er muligt gennem en særlig medicinsk behandling at få uddrevet et stenfoster. Ved maceration er fosteret gået i opløsning, og knogler og pus vil blive forsøgt udstødt gennem skeden; er moderdyret samtidig alment påvirket med feber, er behandling udsigtsløs.
Candy:
   The people I stemme.
Bobo:
   Don’t like the word, “stemme”. I prefere “bestemme”.
Candy:
   God father. Allmighty. Funny. (laughs)
Bobo:
   I raised him good. I scare him. He is right to bear arms. Both arms. (laughs)
Candy:
   It made ham tough. Funny. (laughs)
An absolute threshold is the smallest detectable level of a stimulus. However, at this low level, subjects will sometimes detect the stimulus and at other times not. Therefore, an alternative definition of absolute threshold is the lowest intensity at which a stimulus can be detected 50% of the time. The absolute threshold can be influenced by several different factors, such as the subject’s motivations and expectations, cognitive processes, and whether the subject is adapted to the stimulus
Bobo:
   I not like selfrightious opponents. Sad.
Candy:
   Sad but true. Hearthless skindeads. Frigthening farce. (laughs)
Bobo:
   Excatly. Know nothing.
Polygyny: In Nazi Germany, there was an effort by Martin Bormann and Heinrich Himmler to introduce new legislation concerning plural marriage. The argument ran that after the war, 3 to 4 million women would have to remain unmarried due to the great number of soldiers fallen in battle. In order to make it possible for these women to have children, a procedure for application and selection for suitable men (i.e. decorated war heroes) to enter a marital relationship with an additional woman was planned. The privileged position of the first wife was to be secured by awarding her the title Domina.
“The greatest fighter deserves the most beautiful woman … If the German man is to be unreservedly ready to die as a soldier, he must have the freedom to love unreservedly. For struggle and love belong together. The philistine should be glad if he gets whatever is left.”    – Adolf Hitler
Candy:
   Little boytoy. Heal the world. Mommy loves you.
Bobo:
   Made him good mask. Taught him naughty.
Candy:
   True. Have to have good mask.
Homo homini lupus, (lat. ‘mennesket er (som) en ulv mod (et andet) menneske’), latinsk citat efter Plautus’ komedieAsinaria, vers 495: Lupus est homo homini. Citatet er brugt som udtryk for menneskets aggressive, ikke-sociale natur af bl.a. den engelske filosof Th. Hobbes. Fortsættelsen lød imidlertid cum, qualis sit, non novit ‘når (det ene menneske) ikke ved, hvordan (det andet) er’, dvs. ‘når et menneske ikke kender et andet menneskes karakter, må det betragte det som et vilddyr’.
Candy:
   We did good.
Bobo:
   Good show. Behind the mask. No sin. Righteous. Blessed.
Candy:
   (laughs) You funny but true. People leak weak. You have to cut deep.
Bobo:
   Cut deep til det hurts. Make picture pretty. Good boy.
A hell house, like a conventional haunted-house attraction, is a space set aside for actors attempting to frighten patrons with gruesome exhibits and scenes, presented as a series of short vignettes with a narrated guide. Unlike haunted houses, hell houses focus on occasions and effects of sin or the fate of unrepentant sinners in the afterlife. They occur during the month of October to capitalize on the similarities between hell houses and haunted attractions.
Bobo:
   Soon ovre. Good night.
Candy:
   Applaud. Bless all. Save.
Bobo:
   God show. For the win. I raised him well.
Candy:
   Funny. I laugh. (laughs)
 
 

Mitt Romney for president (pdf)

Indsparker: L (billede), tilbagesparker: M (tekst)

Vidneberetninger

 
Klokkeren:
Jeg så hende løbe forbi ved midnatstid. Sært gennemsigtig var hun, og fyldt med ar. Hendes drømme slaskede efter hende som snevåde halstørklæde-ender. Jeg råbte, at hun skulle samle dem op, så andre mennesker ikke gik og snublede i dem. Jeg harvde lige ringet med klokken, og der var helt øde. Først troede jeg næsten, at hun var et spøgelse. Hun havde kun den der hvide kjoledragt på, og det var jo frostvejr. Jeg ved ikke, hvad hun havde så travlt efter. Hun løb i retningen af søen.
 
Sygeplejersken:
Ja, jeg kan godt huske hende. Nogen havde fundet hende i sneen og rystet liv i hende. Jeg syede hende sammen med ståltråd, hendes krop var jo faldet helt fra hinanden. Hun blev bragt ind klokken elleve og havde blå tunge og sorte øjne fyldt med glasskår. Men ellers var hun bedårende. Flere af lægerne blinkede til hende, lagde jeg mærke til. Prøvede at slikke hende bag ørene. Jeg slog dem over snuden og sagde fy. Arme pige. Hun var frossen helt ind i hjertekulen. Jeg gav hende min kittel, så hun ikke skulle fryse. Hun var jo nærmest nøgen. Hun forsvandt rundt om hjørnet, i retning mod kirken.
 
Snemanden:
Hun steg op af sneen foran mig. Trykket sammen af fnug, ligesom mig. Der er ikke mange, der viser mig kærlighed, det skal siges med det samme. De tror, at jeg har et hjerte af is. Derfor blev jeg meget forbløffet, da hun begyndte at kærtegne mig. Hun trykkede sine bryster ind mod min krop, og holdt mig så fast, at jeg næsten begyndt at smelte. Hun trak blidt min krop ind under huden til varmen og kyssede mig. Så slap hun mig pludselig med et ryk. Noget knækkede. Det var der, det gik op for mig, at hun var blind. Hun havde troet, at jeg var levende. Hun begyndte at løbe hen over sneen, lysende som en engel i mørket. Klokken slog ti. Og hun forsvandt rundt om hjørnet, hen imod hospitalet.
 
Luderen: 
Det var vel ved ni-tiden. Jeg troede lige først, at hun var en junkie. Mest fordi hun var så tåget i blikket og havde sorte øjne. Og så havde hun de der sprækker i huden. Ellers var hun jo pæn at se på. Men hendes hænder stak ud på sådan en syret måde. Som små kløer, lissom. Eller grene. Hun havde et glas i hånden. Et coctailglas. Det var også derfor, at jeg kunne regne ud at hun ikke var en junkie. Junkier drikker af flasken. Hun spurgte hvor søen var. Men vi var slet ikke i nærheden af nogen sø, så jeg vidste ikke hvad hun snakkede om. Hun tabte glasset. Det splintrede i tusind stykker og satte sig i hendes øjne. Hun tog sin frakke af og gav mig den. Så vaklede hun ind i parken.
 
Bargæsten:
Ja, hun var virkelig en man husker! Hun var forbandet smuk. Pisse fræk kælling. Jeg hældte på hende, det er klart. Tvang kæberaslere ned i halsen på hende i ét væk. Hun ville gerne, mijavede klynkende hver gang. Hun kunne sgu godt holde det indenbords. Hun var i øvrigt allerede pissestiv da jeg kom ved otte-tiden. Sad ved baren og strittede med patterne. Huden faldt af hende som skallet maling. Stirrede ud i luften som en sindssyg. Jeg spurgte hende, om hun kom her tit, og hun vendte sig om kiggede på mig med de der øjne. ”Jeg dør i nat”, sagde hun. ”Nå”, sagde jeg så. ”Skål på det.” Så kneppede jeg hende på toilettet. Syg kælling. Men pisselækker.
 
Veninden:
Ja, jeg så hende den aften. Jeg var ude og spise sammen med min kæreste, og hun kom ind på restauranten omkring klokken syv, vil jeg tro. Vi har været meget tætte en overgang, hun var der virkelig for mig, da min eks gik fra mig. Jeg var fuldstændig knust, knækket og itu. Og oven i købet i økomisk ruin. Vi var vel nærmest uadskillelige i den periode. Hun madede mig, sang for mig og børstede mit hår. Hun blev endda og sov der om natten. Stod tidligt op og lavede nybagte drømme til mig hver morgen. Plantede spirende håb i mine vindueskarme. 
Men selvfølgelig gled vi fra hinanden, da jeg mødte David. Jeg havde brug for at komme videre, og hun begyndte også at opføre sig sært. Skar sig igennem mine vinduer, når han var på besøg, og kravlede rundt på hans dørtrin og blødte. Kaldte os selvopfundne navne, og gav David udslet. Jeg ved ikke, det blev bare for mærkeligt. Så jeg har faktisk ikke haft kontakt med hende siden.
Men den aften var jeg virkelig glad for at se hende. David havde lige gjort mig gravid, og vi var ude for at fejre det. Hun virkede utrolig glad for at se os, selvom hun tydeligvis havde influenza eller sådan noget. Jeg var lige i gang med at fortælle hende om vores baby, da hun pludselig begyndte at ryste. Hendes hud faldt af i flager og hendes øjne blev ligesom helt sorte. Jeg blev bekymret, og David tilbød at ringe efter en ambulance. Men hun sagde pænt nej tak. Hun skulle bare hjem og hvile sig lidt, sagde hun, og begyndte at bløde mellem benene. Så vi sagde farvel, og fortsatte middagen. Det var en meget delikat kalvesteg. Hun dryssede død hud efter sig, da hun gik. Det var faktisk rigtig dejligt at se hende igen, jeg håber virkelig, at hun har det godt.
 
Advokaten:
Det er nok et år siden jeg sidst har set hende. Hun virkede meget lykkelig. Hun skulle have et barn, fortalte hun. Men jeg bemærkede, at hun havde snitsår på kinderne. Og hun var rent skind og ben, selvom hun strålede så meget, at det næsten blændede mig. Hun var holdt op med at spise, sagde hun. Hun havde ikke brug for mad længere. Heller ikke søvn. Hun havde fundet lykken. Det var alt hvad hun behøvede. Hun var kommet for at lave et testamente. Det undrede mig, men det er ikke mit job at stille spørgsmålstegn. Hun ville testamentere alting til sin bedste veninde. Hele sin livsopsparing. Hun havde ikke brug for penge mere, sagde hun. Og hvis noget skete hende, ville hun have at veninden skulle være sikret et godt liv. Hun flagrede væk i vinden. Jeg overvejede om hun ville blæse væk. Måske jeg skulle have holdte hende fast.
 
 
Løberen:
Jeg så hende tidligt om morgenen. Klokken var seks. Jeg stod og strakte ud, og hun gled forbi mig under isen. Hendes ansigt vendte op imod mig, så man kunne skimte øjnene igennem det tynde glaslag. Hun så fredfyldt ud. Hun var umenneskeligt smuk. Jeg kunne ikke gå ud efter hende, for isen var tynd. Jeg ville bare selv falde igennem. Strømmen førte hende langsomt forbi mig. Jeg ringede efter politiet, og de kom og søgte. Jeg ved at de blev ved med at lede i lang tid, men de fandt hende aldrig. Nogen siger, at det bare var min fantasi, men jeg ved hvad jeg så. Hun var der.
 
Hun var der.  
 
 
 

Vidneberetninger (pdf)

Indsparker: M (tekst), tilbagesparker: L (billede)

Bue Kontra Bas

Bue strækker sig. Strækker sig ind i musikken. Armen forlænger sig selv. Fødder banker mod træplankerne. Bue stryger først med bløde strøg, så heftigt og hårdt. Hen over strengene og det mørke træ. Bas er rolig. Kun bue sitrer indædt. Røgspiraler danser dovent fra gløderne ved de dunkle borde. Fingre tapper på bordene. Tap. Tap.
– 
Bag baren står Molly. Hun er ny. Blændende. Susan skæver til hende, mens hun knapper flasker op. Mollys kinder er røde, øjnene er blanke. Hun pudser et glas. Fraværende. Hendes fod bevæger sig umærkeligt til rytmen. Susan er gammel. Ældre end hun selv bryder sig om. Ældre end baren. Ældre end musikken. Hun har set alt før. Også blikket i Mollys øjne. Især det.
– 
Molly: Den kalder.
Susan: Ja?
Molly: Musikken.
Susan: Den kalder ikke. Den byder. Der er forskel.
Molly: Jeg har hørt den før.
Susan: Vi har alle hørt den før, skat.
Molly: Den sitrer i mig. Den kender mig.
Susan: Den stryger langs dine strenge, henover din hud, ind i din sjæl. Jeg ved det.
Molly: Den kalder på mig.
Susan: Hør, skat. Den bue er ikke blød. Put noget i dine ører og kom i gang med at ordne de glas.For din egen skyld.
– 
Musikken stopper. Molly stiller glasset fra sig. Hun siver ind mellem gæsterne med en øl. Han tager imod. Ser ikke på hende. Hendes hjerte kravler. Hun bider hul i sin læbe uden at bemærke det. Han drikker. Hun venter. Endelig kigger han op.
– 
Bas: Hvad vil du?
Molly: Svare.
Bas: På hvad?
Molly: Svaret er ja.
Bas: Gå din vej.
Molly: Jeg er stærk nok
Bas: Ingen her spiller tiden på småpiger. Gå ned og pas dit job.
Molly: Jeg er gammel nok.
Bas: Du bliver gammel nok for hurtigt.
Molly: Du kaldte på mig, jeg hørte det selv.
Bas: Det tror de alle sammen. Jeg kalder ikke på nogen.
– 
Molly forsvinder bag baren. Rød og varm. Natten vokser, larmen stiger. Bue bevæger sig hurtigere og hurtigere. Molly hud er spændt ud som skind over en tromme. Timerne tikker forbi. Tik. Tik. Gløderne dør hen. Tiden bliver sløret. Susan tøver med at gå. Hun stirrer på Molly, der ikke længere ligner Molly. Hun ligner Susan. For længe siden. Hun prøver at holde om Molly, stryger hendes hår. Kysser hende. Men Molly smyger sig fri. Stædig og legende. Bristefærdig og ubærlig. Til sidst må Susan gå.
– 
Molly bevæger sig langsomt, glidende. Hun sætter sig midt i lyset. Lader barnligt en skjorteknap gå op. Bue hæver sig og stryger. Først blidt. Så skamløst blidt. Så ikke blidt mere. Bas er stum. Ser på uden øjne. Musikken sprænger rummet. Bue filer. Ridser og skærer. Hår knækker. Molly skriger.
Susan kigger op. Hun møder Mollys blik. Natten er tilbage. Musikken spiller igen. Trænger sig ind i træet og brænder i gløderne ved bordene. Molly er blevet gammel. Ældre end hun selv bryder sig om. Ældre end baren. Ældre end musikken. Hun har set alt før. Også blikket i Susans øjne. Især det.
 
 

Bue kontra Bas (pdf)

Indsparker: L (billede), tilbagesparker: M (tekst)

Paa toppen

 
Helga:
Nå’m så kom vi da herop. 
 
Gunhild:
Vi burd’ have taet’ sprutten mæ!
 
Helga:
Vi ka’ ik’ sit’ for læng’, så gror jeg fast, det sir’ je’ jer!
 
Else:
Det’ nu en fin ujsigt, det må man si’e. Og der’ langt ne’.
 
Gunhild:
Ka’ vi ryge nu?
 
Helga:
Ryge og rejse, hæhæ!
 
Gunhild:
Hæhæ!
 
Else:
Ja, det’ da os’ på tije’. Og je’ har kaf’!
 
Gunhild:
Har du kaf’? Så tar je’ da gern’ en tår!
 
Helga:
Je’ ska’ be’ om en ny bagdel, den er for tung den je’ har! Hæhæ!
 
Gunhild:
Hæhæ!
 
Else:
Det’ da så hyg’ligt det her. Jeg tar’ li’e et bilde. Smiiil!
 
Gunhild:
Der var engang. Og det var tijer!
 
Helga:
Gu var det ej! Det var da nået’ værre bøvl og ballaje.
 
Gunhild:
Men der var oss’ tijer.
 
Helga:
Jo, jo. En gang imellem var der da noen tijer.
 
Else:
Je’ sku’ da ha’ taget småkager mæ’ te’ kaffen.
 
Helga:
Og nu kommer der nye tijer.
 
Gunhild:
Ja, dem må de ha’ for sig selv, hæhæ!
 
Helga:
Hæhæ!
 
Else:
Det har da været så fint, det har det da.
 
Helga:
Jo, jo. Det har det da. Men der var os’ nået bøvl…
 
Gunhild:
Det var fint og det var bøvl, og så’en var’et.
 
Else:
Og der var mang’ minder.
 
Helga:
Jo, jo. Det var der da.
 
Gunhild:
Men det’ jo læng’ siden!
 
Else:
Tijen går.
 
Helga:
Er der mere kaf’?
 
Else:
Ja, der’ vist lige den sidst’ bette sjat.
 
Gunhild:
Så ska’ vi da vist oss’ te’et.
 
Helga:
Jo jo, men det haster vel ik’ mer’ end det jager.
 
Else:
Så nu tar’ je’ li’ et sidst’ bilde. Smiill!
 
Gunhild:
Du ka’ jo hæng’ apperatet på den dersens gren.
 
Helga:
Så sir’ je’ tak for kaf’!
 
Else:
Ja, det var da så lidt, var det da.
 
Gunhild:
Det’ da en fin ujsigt, det er’et da, må man si’e.
 
Helga:
Uhh, så ska’ man li’ ha’ bagdelen mæ’ op! Det’ duer et’ at la’ den bli’ tebaws, hæhæ!
 
Gunhild:
Hæhæ!
 
Else:
Og det’ såen et flot solskinsvejr, da ka’ man et’ klage over!
 
Helga:
Næ, det ka’ man et’!
 
Gunhild:
Det’ et rittig godt sted her ved kanten.
 
Helga:
Der’ langt ne’.
 
Else:
Vi ka’ da li’e ta’ ve’ hinanden.
 
Helga:
Jo, det’ da en fin tanke.
 
Else:
Det’ nu godt selskav.
 
Helga:
Ka’ I høre hvor fuglene pipper?
 
Gunhild:
Det’ da dit høreapperat der piver, je’ ka’ et’ høre nået.
 
Else:
Jo, je’ ka’ os’ høre det.
 
Helga:
Jamen, så sir’ je’ tak for det hele. Og for kaf’!
 
Else:
Jamen, du’ da så velkommen.
 
Gunhild:
Måske man sku’ tæl’ te’ tre?
 
Helga:
Jo, men ska’ man så hop’ på tre eller sir’ du os’ nu?
 
Else:
Hva’ mener du mæ’ det?
 
Gunhild:
Hvis je’ sir’ en, to, tre, nu, så ka’ vi gør’et på nu.
 
Else:
Nå, på den må’e, jo det ka’ vi godt sige.
 
Helga:
Er vi klar, så?
 
Else:
Ja, det tror je’ da at vi er. Det’ os’ på tije.
 
Gunhild:
Så tæller je’… En, to, tre… – Nu!
 
 
 

På toppen (pdf)

Indsparker: M (tekst), tilbagesparker: L (billede)

 

Englefisse

Tab er lille. Så lille at hun kun fylder fodenden ud af sig selv. Når hun ruller sig sammen, kan hun være inde i sin julekagedåse. Der gemmer hun sine bedste yndlingsting. Når hun bliver bange, tager hun låget af dåsen og kigger ned på tingene. Og så er hun slet ikke bange mere.
 
Nogen gange banker Tager på. Han venter ikke før hun siger kom ind, før han kommer ind. Og hun siger ikke kom ind. Tager er stor. Så stor at han ikke kan være i sin krop. Og han vokser sig større og større når han går hen imod hende. Han kalder hende Englefissen.
Tager: Du er heldig at jeg er her.
Tab: Ja… Tak…
Tager: Slik.
Tab: Ja…
Tager: (synger) Ingen kender vejen til himlen…
Tab: Inge.
Tager: Hvad?
Tab: (synger) Inge kender vejen til himlen…
Tager: Nej. Ingen. (synger) Ingen kender vejen til himlen…
Tab: Nu er jeg Inge. Så er du Gud.
Inge: Jeg kender vejen til himlen.
Gud: Okay. Hvilken vej skal man?
Inge: Man skal igennem Englefissen. Det er den eneste vej.
Gud: Men hvordan finder man vej igennem Englefissen?
Inge: Man går efter smerten.
Gud: Smerten?
Inge: Det bløde. Det blødende. Inderst inde. Der er en åbning.
Gud: Som fører til himlen?
Inge: For nogen.
Gud: Og for andre?
Inge: Til fortabelsen.
Gud: Jeg tilgiver alt.
Inge: Det gør Englefissen ikke.
Gud: Jeg vil finde Englefissen.
Inge: Gud finder aldrig Englefissen. Men det gør mennesket.
Mennesket: Jeg fandt dig. Nu er jeg frelst.
Englefissen: Du er fordømt til evig tid.
Mennesket: Tilgiv mig, thi jeg ved ikke hvad jeg gør.
Englefissen: Selvfølgelig gør du det.
Mennesket: Jeg er kun et menneske.
Englefissen: Et voksent menneske.
Mennesket: Men indeni er jeg stadig et barn.
Englefissen: Du knepper med en voksen mands pik.
Mennesket: Jeg er kommer med kærlighed.
Englefissen: Ingen kommer til mig med kærlighed. Kun vold kan åbne Englefissen.
Mennesket: Jeg er inde i dig. Her kan jeg blive jeg renset for mine synder.
Englefissen: Her renser vi med knive. Blodet flyder allerede.
Mennesket: Har du ingen nåde til mig?
Englefissen: Jeg er englefissen. Gennem mig går vejen til himlen. Men her er ingen nåde.
Mennesket: Det bestemmer jeg. Nu er jeg Tager. Så er du Tab.
Tager: Hvad siger man så?
Tab: Tak…
Tager: Hvad mere?
Tab: Tak fordi du tog min mødom. Jeg ville slet ikke have den længere.
Tager: (synger) Ingen kender vejen til Himlen…
Tab: Men jeg er nødt til at tage noget fra dig til gengæld.
Tager: Ikke flere lege.
Tab: Nej. Ikke flere lege. Jeg er stor nu.
Tager: Du er kun et barn.
Tab: Men indeni er jeg blevet voksen.
Tager: Åh, det føles…
(Tager bliver afbrudt midt i sætningen. Mærker noget skære. Tager siger ikke mere.)
Tab: (synger) Ingen kender vejen til Himlen…
Tab folder sig ud i sin store krop. Hun lirker langsomt låget af julekagedåsen. Det er som at kigge ned i en dyb brønd. På bunden ligger alle hendes bedste yndlingsting. Der er mange. Når hun kigger derned, er hun slet ikke bange længere. Tager kigger op dernedefra. Hun har skåret ham helt lille. Han ligner slet ikke Tager længere. Hun vinker til ham. Han ser på hende med store, bange øjne. Tab smiler og lukker låget i.
 
 

Englefisse (pdf)

Indsparker: L (billede), tilbagesparker: M (tekst)